Portfolio 2a

Indledning
Film som vi kender mediet i dag har gennemgået en lang og rivende udvikling. Startende som et eksperimentielt apparat til at gengive dyr og atleters bevægelser til det massemedie vi kender det i dag, hvor det florerer i biografer, hjemmet, cafeer, skoler og især på internettet.
Hvordan står det så til i dag? Brugeren er gået fra at være en modtager af et professionelt medie til at være ikke alene formidler, men også tit og ofte producent af semi-professionel kvalitet. Men hvilken effekt har det haft på mediet, at det ikke længere er en topstyret process? Kan de store selskaber stadig overleve i denne tid, og hvilken effekt har det på os som forbrugere?
Der eksistere rigtigt mange forskellige former for fora på webben, hvor film bliver diskuteret frem og tilbage i alle afskygninger og former.

Filmhistorien
Film som medie blev opfundet i kølvandet af den industrielle revolution, som metode til at fotografere og studere dyrelivet, og som endte med at blive en af de foretrukne måder at tilbringe fritiden på, hos mange mennesker.
Der var nogle forskellige betingelser, der skulle være på plads, før film som medie kunne opfindes:
Først skulle videnskaben finde ud af, at det menneskelige øje opfatter bevægelse hvis billeder placeres foran det, i hurtig rækkefølge; nemlig 16 billeder i sekundet eller mere. Dette gav ophav til diverse optiske legetøj, der var meget populære omkring 1830’erne og frem; som for eksempel et stykke pap, hvor der på den ene side er tegnet en fugl, og på den anden side et bur. I siderne af pappet er bundet en snor, og når man vrider snoren, drejer pappet rundt. Gør man dette hurtigt nok, opstår illusionen af, at fuglen sidder i buret.
For det andet skulle man have muligheden for at kunne projektere denne serie af billeder på en overflade, så den kunne ses af et større publikum, og ikke kun gennem de såkaldte peep-holes. En maskine, hvor et enkelt menneske kunne se små optagelser.
For det tredje skulle man opfinde et kamera, der var i stand til rent faktisk at tage billeder hurtigt nok, så man kunne fotografere 16 billeder, elle mere, i sekundet. Som eksempel kan fortælles at i 1826 blev det første fotografi taget af Claude Niépce, hvor eksponeringstiden var otte timer.
For det fjerde skulle man producere en filmstrimmel, der var fleksibel nok, til at den kunne passere gennem et kamera i den hastighed det var nødvendigt.
Slutteligt skulle man finde en mekanisme, der var i stand til at kombinere alle disse ting, samt rent faktisk have mennesker der var innovative nok, til at få ideen. Alt dette faldt på plads omkring 1890’erne.
I starten var det ikke den fortællende film, man havde i tankerne, men derimod hvordan man kunne optage og nærstudere naturen. Hestens galop og fuglenes vingeslag er blandt nogle af de første forsøg på filmiske optagelser foretaget.
Fra 1878 og frem til slutningen af 1890’erne dukkede disse ting langsomt frem. Opfindelsen af det vi kender som forløberen for den moderne film kan ikke tilskrives én enkeltperson, men mere et løbende ”samarbejde” op gennem årtiet af opfindere fra primært USA, tyskland, england og frankrig (Bordwell kap. 1).

De første film
De første kommercielle film varede ikke andet end 20 sekunder, da det var længden af datidens filmruller. De bestod af uddrag fra sportspræstationer, vaudeville forestillinger og diverse optræden af datidens artister. Det kunne også være små komedie sekvenser, der blev foreløberen for senere film med reelt narativt indhold.
Det vi kender som tv-avisen havde også sit ophav fra den tid, i de såkaldte ”actuals”, hvor aktuelle nyheder blev optaget og vist; og i tilfælde hvor man ikke kunne optage, blev det rekreeret i et studie. Publikum accepterede det faktum, at der her ikke var tale om virkelige optagelser, men gengivelser af faktuelle events.
Man kan overveje om denne accept har grundlag i, at publikum samtidigt har haft adgang til aviser, der kunne bekræfte det forløb, der blev vist på det store lærred. Der er sket en sammensmeltning af de to nyhedsmedier, hvor mennesker har lært at acceptere nyhedsværdien af det nye på baggrund af det gamle (Finnemann – mediematrice).
Kontrollen over filmene lå oftest hos køberne, der fremviste filmene. Filmene bestod af en rulle, og man kunne vælge mellem at købe en enkelt rulle, eller en serie af disse, der kunne vises i vilkårlig rækkefølge. Fra 1899 og fremefter, skiftede kontrollen dog over til producenten, da man begyndte at producere film med flere kameraopstillinger og flere filmruller, hvor det var sværere at vise ruller ude af kontekst.
Den amerikanske filmskaber Edwin S. Porter bliver ofte krediteret for at have skabt den første film med et reelt narativt indhold, og have opfundet klipning af film som vi kender det i dag. Han har selvfølgelig draget erfaring fra de foregående producenter, men filmens historie har altid været baseret på erfaringen af andre (Bordwell).
Man kan spekulere hvorfor dette nye medie havde sådan en fængende effekt på publikum, men de gav dem et vindue til et liv, de ikke kunne deltage i selv. Som for eksempel film fra lande langt væk, som de færreste mennesker havde råd til at besøge, eller afbræk fra virkeligheden i de små komiske episodefilm samt nyhedsværdien som bestemt ikke skal undervurderes.

Det nye marked
Fjernsynet dukkede op i slutningen af 20’erne, starten af 30’erne, men det er først sidste i 70’erne, at det begynder at blive interessant. Her begyndte markedet at ændre sig drastisk for forbrugeren. Ikke alene dukkede der kabel og satellit tv op, hvilket gjorde at udvalget af kanaler forøgedes drastisk, og gav større magt til seeren. Nu skulle en given station lige pludselig vise noget interessant for at bibeholde sendefladen. Desuden udsendte Sony i 1976 deres Betamax maskine, hvilket gav forbrugeren yderligere kontrol over deres tv vaner, og Matsushita udgav nogle år senere deres Home Video System (VHS), der om noget revolutionerede markedet.
Fremkomsten af disse nye medier, og deres evne til at formidle film og tv-udsendelser skabte furore blandt de store filmselskaber. Ville publikum ikke blot vente til en film kom ud på VHS i stedet for at gå i biografen? Og ville en kassette ikke blot blive kopieret i stedet for solgt? De forudså svimlende tab, og i 1976 sagsøgte MCA og Disney video producenterne for at stoppe salget med begrundelsen af, at det brød copyright lovene. Det havde de ikke den store succes med. Men det viser blot, at de problemer de store filmselskaber slås med i dag, hvad angår digital kopiering ikke er nogen ny problemstilling.
Da sagen blev tabt, til videoproducenternes fordel, gik studierne andre veje, og accepterede VHS som en af deres egne. Der blev oprettet distributions divisioner til markedsføring af kassetterne, og en given film kunne godt opleve et boom gennem udlejning efter at have været et hit i biografen. Igen har vi her tale om en ny teknologi, der er blevet integreret i et gammelt system, og har givet begge et løft.
Sådan har det historisk set altid været. Der kommer en ny teknologi på markedet; og til at starte med, er studierne nervøse og ikke særligt venligstillede overfor den, men ender som regel altid med at assimilere, og i sidste ende lukrere på den. Der kan dog godt nævnes undtagelser på medier, der har haft deres meget korte blink på radaren, såsom CD-I, der var forløberen for DVD (Bordwell).
Den store support, som VHS endte med at få, gav også grobund for folk uden for studiesystemerne. Mange af de store instruktører vi kender i dag, startede deres karriere med at producere og instruere film på hjemmevideo, og fik af den vej adgang til studiesystemet. Som et nyere eksempel kan nævnes Kevin Smith, der gennem venner og bekendte fik skrabet penge sammen til at skabe filmen ”Clerks”, der endte med at blive et af de største independent[1] hits nogensinde.
Her kan man til dels også se forløberen for youtubes indgang til film. Den digitale filmalder har gjort det nemmere at filme og distribuere via internettet, men VHS baserede hjemmekameraer var et skridt i den rigtige retning.

Digitaliseringen
I 1980’erne dukke laserdisken op. En 12 tommers stor CD skive, hvor filmen var lagret digitalt, og ikke analogt. Dette gav en forbedret billede og lydkvalitet, uden forringelse af kvalitet over tid, som man kendte det fra VHS båndet.
Desværre var prisen for en given maskine samt film alt for høj for den gængse forbruger, og der var indtil laserdiskes ”død” kun et fåtal af filminteresserede, der havde adgang til mediet. Men ideen om ekstramateriale blev introduceret, idet man via fjernbetjeningen kunne navigere frem og tilbage på disken, og få adgang til interviews og andet baggrundsmateriale vedrørende filmen fra samme kilde, uden at skulle ud og lede land og rige tyndt.
Julen 1997 så det største gennembrud i filmdistribution siden VHS. Digital Versatile Disc, eller DVD, blev introduceret, og har domineret markedet lige siden. Der skete endnu et ryk i den opadgående retning hvad angår billede og lydkvalitet, og lige pludselig var en film blevet interaktiv. Ikke alene kunne filmen afspilles, men hvis producenterne havde lagt disse features ind, kunne man også ændre kameravinkel, sprog, undertekster, høre kommentarspor fra instruktøren i stedet for filmens normale lydspor og, som i tilfælde af filmen ”Shrek” (der har 11 timers ekstramateriale) sågar selv lægge stemmer ind på filmen. Filmene kan som regel købes i såkaldte ”bare bones” udgaver, hvor kun filmen er med, og i Director’s Cut, hvor alle disse ekstra features ligger gemt. Forbrugeren har med hastige skridt nærmet sig reel interaktivitet med filmene.
Det sidste skud på den digitale stamme er Blu-Ray, der har introduceret begrebet HD (high definition), med en billedkvalitet aldrig set før.

Hvorfor er film et populært medie?
Film er en del af denne verden, og film er med til formningen af denne. En filmtilskuer vil fx opleve fjerne steder og sociale grupper igennem film, og via filmens realistiske fremvisen af dette, får filmtilskueren en opfattelse af andre mennesker og deres psykologi delvist baseret på film og andre medier. (Torben Kragh Grodal)
Vi oplever filmen ved hjælp af sanseakter. Der er i princippet ingen forskel på hvordan vi ser den virkelig verden på og den måde vi ser film på. Årsagen dertil er fordi filmen er optaget med apparater, der forsøger at gengive den måde vi ville have set begivenhederne i virkeligheden.
Når vi ser en person på film, behøver vi ikke at forestille os hvordan vedkomne vil se ud, da den filmiske oplevelse af personen vil indeholde en række af de træk som vi i virkeligheden også ville se af personen. (Samme oplevelse)
Er man understimuleret, vælger man ophidsende oplevelser igennem film, som fx vold, og er man stresset, overstimuleret vælger man uophidsende oplevelser.
Vores evne til at føle for og med andre mennesker og interesser os for dem, gør at vi er interesseret i levende mennesker. Når vi ser Sarah Jessica Parker eller Brad Pitt, er det nogle skuespiller vi har set før og genkender, ofte vil vi se det som, at det er skuespilleren der ”fortæller” og udvikler filmens historie, og ikke instruktøren. Samtidige vil vi som tilskuer opleve at vores ynglings skuespiller er som en slags bekendte for os.

Finnemann
Når et nyt medie kommer til, erstatter det ikke det gamle medie. Fx talen bestod, da håndskriften kom. Osv.
Så da film kom erstattede det ikke fotografiet men var med til at levendegøre fotografiet. Fotografi og film har, næsten fra starten, hængt sammen, da billeder har været brugt til at promovere film. I dag findes der et utal af quizzer, hvor man skal gætte en given film ud fra et stilbillede fra filmen, og promoveringen af en given film sker blandt andet gennem stiliserede billeder fra filmen.
Webben har gjort promoveringen af film til lidt af en svær dans. Det er blevet nemmere for producenterne at gøre opmærksom på deres film, gennem diverse internet fora og film hjemmesider, såsom imdb.com og allmovie.com, men der er så også en bagside af medaljen. Hvis en film får dårlig omtale på et givent forum, vil dette som regel sprede sig som en løbeild, hvilket kan være katastrofalt for indtjeningen. Der har været mange eksempler på, at der blandt brugerne i et forum kan være plantet mennesker, der bliver betalt for at give en film god omtale, og derved skabe en positiv omtale. Der har også været eksempler på, at der har været lavet enormt innovativ reklame kampagner. Som for eksempel The Dark Knight, hvor brugeren selv blev en aktiv del af kampagnen.
Finnemann beskriver også hvordan et medie kan blive brugt til helt ukendte formål, end det var beregnet til i starten. Det er film et meget godt eksempel på, fx i begyndelsen var ideen med film, at man ville gengive dyr og atleters bevægelser. I dag er film underholdende, informerende og kan udfordre en meget på det følelsesmæssige plan, man kan blive meget forargede, trist eller glad.

Mennesker og film
Filmen er blevet en større del af vores liv og hverdag forstået på den måde, at det altid er tilgængeligt både via internettet, fjernsynet og mobiltelefonen. Lige meget hvor man er, kan man via sin Ipod se en podcast eller en film. DVD afspillere og DVD'er er efterhånden blevet så billige at det er blevet allemands eje og det er blevet mere normalt også at have hjemmebiograf med surround sound og projektor. Tidligere skulle man leje filmene og hvis man ikke havde en afspiller, skulle man slæbe en moviebox med hjem. Priserne på DVD film er faldet så nu er det næsten nemmere at købe en film i videoforretningen, end at leje den.
Siden internettet for alvor slog igennem i midten af 90'erne er der kommet en stigende tendens til, at vi ikke kun er forbrugere af film men også producenter og formidlere. På hjemmesiden Youtube, kan man lægge egne videoer ud og vise og dele dem med andre. Forbrugeren er for alvor på vej til at blive både producent og formidler (web 2.0). Det kan være alt lige fra små hjemmelavede pratical jokes til guides til hvordan man spiller en speciel sang på klaver. Der er folk der er blevet berømte for deres Youtube videoer. De såkaldte Youtube celebrities.
Hvad kan filmmediet som andre medier ikke kan og som gør det attraktivt at benytte?
Filmen har til tider en hypnotiserende effekt på os. Sidder man med familien og spiser mens fjernsynet er tændt og inden for ens synsvinkel, vil mange ikke kunne lade være med at sidde og kigge på det. Også selvom det måske ikke er særlig interessant hvad der bliver sendt. Filmen har også en anden effekt på os. Hører man en stor nyhed fra en person, vil man nok tænde for fjernsynet i stedet for radioen for at få detaljerede oplysninger om den, da vi hellere vil have billeder på hvad vi oplever. Det kan vi identificere os bedre med. Filmen vækker altså nogle specielle følelser i os.

Medie Paradigmer
Man skal måske starte med at forstå medier.
I artiklen ”Tre paradigmer i medieforskningen” deler Joshua Meyrowitz medier op i tre paradigmer: Medier er kanaler, sprog og miljøer.
Ved ”Medier er Kanaler” forstås at mediet er et redskab til at formidle et indhold. Det er det første vi reagere på. Vi kan blive oprevet af en nyhedshistorie i TV-avisen eller rørt af et dokumentarprogram om anden verdenskrig.
Med ”medier er sprog” menes mediernes grammatik og hvilke variabler de har tilfælles. Det handler om hvordan man behandler mediet så man for det ud af folk, man gerne vil have. I filmens verden bruger man f.eks. ofte frøperspektiv for at symbolisere magt og rigdom. Variabler betyder hvilke træk der er indenfor de forskellige medier. Hvilke midler bruger man for at vække nogle bestemte følelser hos folk? Ved film/tv er der bl.a. Kameraføring og klippeteknik.
Inden for filmens grammatik, bruger man også begreberne faktakoder og fiktionskoder. Hvilke bestemte virkemidler bruger man i henholdsvis en fiktionsfilm og en dokumentarfilm?
Indenfor fiktionen er bl.a. asynkron lyd, slow motion nogle af dem og inden for dokumentar er interview og rekonstruktion.
Når man laver film i dag blander man tit disse koder, så der i en dokumentarfilm sagtens kan være masser af fiktionskoder. Eksempelvis er det de færreste dokumentarfilm der ikke har en lydside. Et eksempel på en fiktionsfilm der bruger faktakoder er ”Citizen Kane” fra 1941. I starten er der et nyhedsindslag som viser Charles Kanes liv. Nyhedsindslaget er lavet som hvis det var et indslag fra en nyhedsudsendelse.
På den måde er filmmediet meget manipulerende og man skal ikke altid tage alt for gode varer. Selvom et dokumentarprogram godt kan have et sørgeligt indhold, har instruktøren tit valgt nogle virkemidler, for at skrue ekstra højt op for følelserne.
I fiktionsfilmen ”Irreversible” fra 2002, er der en voldsom scene, hvor en kvinde bliver voldtaget. Scenen er optaget med lavt stationært kamera. Scenen varer ca. 20 min. uden et eneste klip. udeladelsen af klip gør scenen særlig voldsom, da verden ikke opfattes i klip og man føler sig som tilskuer til hændelsen. Den lave kamera synsvinkel gør, at vi er på samme niveau som kvinden.
Det sidste begreb han bruger er ”medier er miljøer”.
Her menes at medier kan sættes ind i forskellige sociale rammer. Disse rammer, har betydning for hvad der udsendes.
Ved at tale om at medier er miljøer, kan man undersøge dem på mikroplan og makroplan. Ved mikroplanet undersøger man enkelte situationer. Hvad sker der f.eks. når et barn vælger at slappe af efter skole, med at læse en bog i stedet for at se fjernsyn. Makroplanet beskriver det samfundsmæssige plan.
Her beskæftiger man sig med hvilken effekt et medie har haft for samfundet. Eksempelvis, hvad har telefonen gjort for forretninger og social kommunikation.
I dag er det mere end almindeligt at eje et fjernsyn. Man indretter sin stue efter fjernsynets placering. Dette viser at det har stor indflydelse på vores liv og at fjernsynet er et medie man samles omkring. Vi bruger det til underholdning via film og underholdningsprogrammer og til at få de seneste nyheder igennem tekst-tv og TV-avisen.
Stig Hjarvard, professor i medievidenskab ved Københavns Universitet beskriver i bogen ”Det selskabelige samfund”, folkets forhold til medierne i dag.
Han siger at menneskets sociale relationer er blevet svækket i forhold til hinanden.
Medier, bl.a. filmmediet, svækker ens relationer. Det er blevet nemmere at vælge medier fremfor socialt samvær. Hvis man ikke lige orker at se sine venner, kan man altid undskylde med at man hellere vil slappe af foran fjernsynet med en film. I forhold til vidensdeling, er det dog ikke nødvendigvis så negativt, som det umiddelbart lyder.
Folk der hele tiden vil vælge familien og vennerne fremfor medierne, vil ikke få megen ny viden. Det er hele tiden de samme ting og de samme historier der bliver snakket om. Ved at vælge bl.a. film / TV mediet en gang imellem, kan man få nye indtryk og ny information.
Selvom de tidligere stærke relationer er blevet svækket, lærer vi også af de overfladiske forhold.
En hjemmeside hvor man deler viden vha. film er Youtube.
Som sagt lægger folk deres egne personlige videoer ud, som de kan diskutere med andre.
Kvaliteten på disse videoer er svingende. Billedmæssigt er det meget dårligt og nogle gange kan man ikke se, hvad der foregår på skærmen.
Indholdsmæssigt er det meget forskelligt. Der kan være nogle meget brugbare guides til forskellige ting, men eftersom alt kan lægges ud, er der rigtig mange ubetydelige videoer.
Youtube har undertitlen ”Broadcast yourself”. De lægger altså op til at man skal sætte sig selv i centrum. Grunden til denne popularitet kunne være at det i dag med alle de tv shows som X-factor og Talent 2009, er blevet populært at være kendt og Youtube gør det muligt at vise sit talent for verden.
Youtube er et meget hurtigtvoksende netsted. I december 2006 var det den sjette mest besøgte hjemmeside på nettet.
Den 16. juli 2006 offentliggjorde de at der blev lagt 100 millioner nye videoer ud på siden hver dag[2]

Vidensdeling
Der er et væld af muligheder for at dele filmisk viden på webben. Adskillige hjemmesider benytter sig af fora, hvor man kan informere andre om nyheder, og komme med både ris og ros til nye og gamle film. Den største af disse er IMdb.com (Internet Movie database), hvor stort set alle film, der er produceret kan findes med udtømmende informationer. Under den enkelte film kan man også finde forslag til andre relaterede film, og det er her man blandt andet støder ind i serendipitet effekten, hvor man lige pludseligt ender ud af en helt anden tangent end den man startede med.




Konklusion
Film som medie har gennemgået en lang og rivende udvikling, startende fra at være topstyret, af nogle få professionelle individer, til nu, hvor stort set alle med et kamera er blevet til producent og formidler af film. Internettet især har været med til at facilitere denne tendens, og har gjort det nemmere for den gængse internet bruger at være en aktiv forbruger af film, og dele sin egen viden om film med andre.
Forbrugeren er blevet mere kritisk overfor mediet, og accepterer ikke hvad som helst fra de store filmselskaber, og selskaberne som producent er nødt til at lægge sig mere i tøjlerne hvad angår kvaliteten af deres produkt, da mediernes mangfoldighed har gjort, at vi er mere tilbøjelige til at ”skifte kanal”, hvis det vi ser, ikke er godt nok.
[1] En independent film (indie) er en film, der er produceret uden for de store studer som MGM, Fox, Paramount osv.
[2] http://da.wikipedia.org/wiki/YouTube